På passagerskibe vælges en sikkerhedsrepræsentant, hvor den fastsatte besætning incl. Skibsføreren er på fire eller flere personer.
Når den fastsatte besætning incl. Skibsføreren er på 15 personer eller flere, skal der vælges en sikkerhedsrepræsentant inden for hvert driftsområde (dæk, maskine, catering). Hvis der i et driftsområde arbejder flere end 50 personer, skal der vælges to sikkerhedsrepræsentanter.
Når den menige besætning er alternerende (skibsassistenter), kan der vælges én sikkerhedsrepræsentant for dæk og maskine.
På lastskibe vælges en sikkerhedsrepræsentant, hvor den fastsatte besætning incl. Skibsføreren er på 4 eller flere personer. Når den fastsatte besætning incl. skibsføreren er på 15 personer eller flere, skal der vælges to sikkerhedsrepræsentanter blandt de driftsområder (dæk, maskine, kabys), hvor der arbejder flest personer.
Det er af stor betydning for et positivt resultat, at alle personer, der arbejder om bord, medvirker til, at sikkerhedsarbejdet fungerer og derved gør skibet til en sikker og sund arbejdsplads. Der er ikke pligt til at modtage valg som sikkerhedsrepræsentant.
Valg af sikkerhedsrepræsentant gælder i 2 år, og man kan godt genvælges.