Grundlæggende rettigheder
Nedenfor kan du læse om nogle af dine grundlæggende rettigheder som søfarende, når du er om bord på skibet.
Unge søfarende mellem 16 og 18 år
Du skal som minimum være fyldt 16 år, når du står til søs. For at beskytte de søfarende mellem 16 og 18 år, er der fastsat særlige regler for denne gruppe af søfarende, fx om hviletid, natarbejde og lægeundersøgelse.
Hyrekontrakt
Du skal have udleveret en kopi af den underskrevne ansættelsesaftale. Ansættelsesaftalen er dit bevis på, hvad der er aftalt med arbejdsgiveren.
Klageprocedurer
Du skal have udleveret en kopi af de procedurer, der gælder for klager om bord på skibet. Klageproceduren skal inkludere kontaktoplysninger til Søfartsstyrelsen, ligesom der skal være angivet en eller flere personer på skibet, som i fortrolighed kan give dig upartisk råd om din klage og på anden måde hjælpe dig med at gennemføre de klageprocedurer, der er på skibet.
Sikkerhed og sundhed
Du har krav på beskyttelse og nødvendigt beskyttelsesudstyr mod ulykkestilfælde og sundhedsfarlig påvirkning under dit arbejde.
Kost og drikkevand
Du har krav på god og tilstrækkelig kost. Kosten skal fordeles på tre hovedmåltider og et eller flere mellemmåltider i et omfang, så alle om bord kan blive mætte.
Kosten skal være sammensat på en sådan måde, at det nødvendige indhold af proteiner, fedt og kulhydrater samt vitaminer, mineraler og salte tilgodeses. Kosten skal være varieret mest muligt og fremtræde indbydende. Kostens sammensætning skal endvidere afpasses efter de søfarendes religiøse overbevisning og kulturelle baggrund.
Kosten skal være gratis, men det kan aftales, at retten til gratis kost kan opfyldes ved udbetaling af et kompenserende kostpengebeløb. Et kompenserende kostpengebeløb kan udbetales sammen med lønnen.
Derudover skal der være drikkevand af god kvalitet, som er tilgængeligt i en tilstrækkelig mængde.
Fritid
Du har ret til at gå i land i din fritid, når skibet ligger i havn eller på sikker ankerplads, medmindre din tilstedeværelse om bord er påkrævet, f.eks. af sikkerhedsmæssige grunde eller skibets forestående afsejling. Vær desuden opmærksom på, om anløbslandet vil tage imod dig. Hvis du er i besiddelse af en søfartsbog og befinder dig i et land, som har tiltrådt ILO konvention nr. 108 eller 185 om søfarendes id, vil søfartsbogen kunne give dig adgang til landlov.
Forsikring
Rederiet skal tegne en forsikring eller stille anden garanti, som sikrer dig, hvis du bliver efterladt. Den skal sikre, at der er midler til at dække efterladte søfarendes hjemtransport og underhold samt tilgodehavende lønkrav og andet vederlag. Lønkrav omfattes dog kun i det omfang, disse ikke dækkes af Lønmodtagernes Garantifond.
Forsikringerne omfatter ikke en række ydelser, herunder sygesikringsydelser, som de søfarende kan få godtgjort af det offentlige.
Du kan melde dit krav direkte til forsikringsselskabet. Forsikringsselskabets kontaktoplysninger fremgår af skibets MLC-certifikat.
Hviletid
Du skal have regelmæssige hvileperioder, der er tilstrækkelige lange til at sikre din sundhed og sikkerhed.
Søfarende under 18 år:
Hvis du er under 18 år, skal du have en samlet hvileperiode på mindst 12 timer i arbejdsdøgnet. Hvileperioden for søfarende under 18 år skal i almindelighed ligge i tidsrummet mellem kl. 20 og kl. 6. Hvis du går vagt, kan hvileperioden dog deles i højst to perioder, hvoraf den ene skal være på mindst 8 timer inden for tidsrummet mellem kl. 20 og kl. 6. Inden for hver 7-døgns periode skal søfarende under 18 år have to sammenhængende fridøgn, som dog kan udskydes mod senere erstatningsfrihed. Den samlede hviletid for en uge skal være på mindst 84 timer.
Søfarende over 18 år:
Hvis du er over 18 år, skal du have mindst 10 timers hvile i et arbejdsdøgn. Hviletiden kan deles i højst to perioder, hvoraf den ene skal være på mindst 6 timer. Der må maksimalt være 14 timer mellem hvileperioderne. Den samlede hviletid for en uge skal være på mindst 77 timer.
Aftale om fravigelse:
Hviletidsreglerne kan fraviges ved kollektive aftaler for vagtgående søfarende eller for søfarende, hvis arbejde omfatter opgaver i forbindelse med sikkerhed og forebyggelse af forurening, eller for søfarende, der arbejder på skibe med korte rejser, under hensyntagen til hyppigere eller længere fridagsperioder.
Søn- og helligdage:
På søndage og helligdage må rederen ikke pålægge dig arbejde, som kan udsættes. Hvis du ønsker det, skal du, hvis det er muligt, gives lejlighed til uforstyrret at holde gudstjeneste om bord.
Skibsføreren kan kræve, at du arbejder, når det er nødvendigt for f.eks. skibets sikkerhed. Udfører du sådant arbejde i en planlagt hvileperiode, har du efterfølgende ret til en kompenserende hvileperiode hurtigst muligt.
Arbejdsdøgn:
Et arbejdsdøgn er en 24-timers periode, der starter første gang, du begynder at arbejde i et kalenderdøgn. En uge er en sammenhængende 7-døgns periode. Søfartsstyrelsen kan tillade, at den daglige og ugentlige hviletid beregnes inden for kalenderdøgnet (kl. 00.00- 24.00).
Du kan læse mere om hviletid på vores hjemmeside.
Reglerne om hviletid finder du her.
Personlige ejendele
Du har ret til at medtage ting til personligt brug i rimeligt omfang.
Hvis du efterlader ejendele om bord ved tjenesteforholdets ophør, skal de opbevares om bord i op til ét år for din egen regning. Derefter kan rederiet bortsælge ejendelene. Hvis opbevaringen ikke er rimelig på grund af ejendelenes beskaffenhed, omkostningerne eller andre omstændigheder, kan de sælges på forsvarlig måde.
Hvis du mister eller får beskadiget ombordværende ejendele ved forlis, sørøveri, brand eller andet havari, skal rederen betale tilstrækkelig erstatning.
Klage
Du har som søfarende ret til at klage til rederen over dine arbejds- og levevilkår. Det kan fx være spørgsmål om udbetaling af din løn, skibstjenesten, ansættelsesforholdet, opholdsrum, fritidsfaciliteter, sundhedsbeskyttelse og kost og forplejning om bord.
En klage skal indgives til din overordnede. Hvis din overordnede ikke kan løse problemet, kan du gå videre til skibsføreren. Du kan også vælge at gå direkte til skibsføreren.
Hvis du indgiver en klage, har du ret til at være ledsaget eller repræsenteret under klageproceduren. Du skal have en kopi af klagen og den beslutning, der tages som et resultat af klagen.
En klage bør så vidt muligt altid behandles og søges løst om bord på skibet. Det vil skabe en hurtig og effektiv tilgang, som især er vigtig, når skibet er til søs. Det er til gavn for både dig og for din arbejdsgiver.
Hvis klagen ikke kan løses om bord på skibet, kan du videregive din klage til Søfartsstyrelsen. Klagen kan indgives via vores hjemmeside under punktet om ansættelsesforhold (MLC). Der vil være fuldkommen fortrolighed om, hvem der har indgivet klagen og klagens indhold. Søfartsstyrelsen udleverer ikke dit navn eller nærmere personlige oplysninger til f.eks. arbejdsgiveren, heller ikke i forbindelse med et evt. kontrolsyn på skibet.
Som et tillæg til din ansættelsesaftale skal du have udleveret en kopi af de procedurer, der gælder for klager om bord på skibet.
Klag over arbejds- og levevilkår
Udbetaling af hyre
Som søfarende kan du kræve at få udbetalt din hyre én gang om ugen, når skibet ligger i havn. Udbetaling kan kræves i den lokale valuta efter dagens kurs. Hyre skal dog altid udbetales med højst én måneds mellemrum.
Din arbejdsgiver skal udlevere en månedlig opgørelse til dig over den optjente hyre med tillæg, den udbetalte hyre samt den kurs, der er benyttet ved eventuel udbetaling i fremmed valuta. Endvidere skal det fremgå af opgørelsen, hvor meget der er trukket i skat, velfærdsafgift m.m.
Ønskes et fast månedligt beløb udbetalt til en bestemt person eller indsat i et pengeinstitut, skal rederiet sørge for beløbets overførsel.
Social sikring ved sygdom, pension, barsel, m.v.
Sygdom under tjenesteforholdet
Bliver du syg, har du ret til gratis pleje om bord eller i land. Retten til gratis pleje omfatter blandt andet lægehjælp, sygehusbehandling samt tandbehandlinger svarende til dem, som der ydes tilskud til efter de almindelige regler i Danmark. Tilskuddet til tandbehandlinger er på 50 %.
Ønsker du at komme til læge, skal dette ønske normalt imødekommes. Du skal desuden lade dig undersøge af en læge, når skibsføreren forlanger det.
Efterlades du i udlandet, mens du er syg, skal du overgives til den nærmeste danske ambassade eller lignende dansk repræsentation, som skal stå for din forsorg, indtil hjemsendelse er mulig.
Bliver du syg under tjenesten, kan du afskediges, hvis sygdommen i længere tid forhindrer dig i at udføre dit arbejde. Det besluttes konkret i det enkelte tilfælde, hvad der skal forstås ved ”længere tid”. Normalt kan skibsføreren støtte sig til en lægeerklæring.
Afskediges du på grund af sygdom, har du ret til gratis hjemrejse. Hvis du ikke har bopæl i Danmark, har du ret til gratis hjemrejse til dit forhyringssted.
Din gratis hjemrejse omfatter:
- Transport fra det sted, hvor du opholdt dig, da du blev afskediget, til bestemmelsesstedet.
- Kost og logi under selve rejsen, under ophold på afgangsstedet, mens du venter på, at rejsen kan arrangeres og til ankomst på bestemmelsesstedet.
- Transport af personlige ejendele med en samlet vægt på højst 30 kg, men ikke af andre varer erhvervet under rejsen.
Hvis du er i tjeneste, når du bliver syg, har du ret til at få udbetalt sygehyre, dog højst i 16 uger eller indtil tjenestens ophør, hvis du stadig er uarbejdsdygtig. Hvis du bliver afskediget på grund af din sygdom, har du stadig krav på sygehyre fra din arbejdsgiver, så længe du er uarbejdsdygtig, dog højst i 16 uger.
Sygehyre omfatter grundhyre, anciennitetstillæg, pensionsbidrag samt eventuelt uddannelsesbidrag. Det omfatter derimod ikke tillæg, der ydes for særlig tjeneste eller for særligt hårdt og byrdefyldt arbejde eller lignende.
Du har ikke krav på hyre, ligesom du skal selv afholde udgifterne ved hjemrejse, hvis du svigagtigt har fortiet sygdomme eller ved selvforskyldt sygdom.
Sygedagpenge
Som søfarende kan du være omfattet af de særlige sygedagpengeregler for søfarende. Du kan ikke få udbetalt sygehyre og sygedagpenge samtidig. Det er enten Søfartsstyrelsen eller din arbejdsgiver, der udbetaler sygedagpenge til søfarende.
Du kan være omfattet af reglerne om sygedagpenge til søfarende, hvis
- du er tjenestegørende på et dansk handelsskib, som ikke udelukkende sejler i indenrigsfart,
- du opholder dig i udlandet og inden for de seneste to uger har været tjenestegørende på et dansk handelsskib, medmindre du efter skibstjenestens ophør har taget anden erhvervsmæssig beskæftigelse, eller
- du er rederiansat og er i tjeneste i udlandet.
Du er omfattet af de almindelige sygedagpengeregler, hvis du arbejder om bord på et skib, der udelukkende sejler i indenrigsfart, eller hvis du afvikler ferie eller fridage i land i Danmark efter skibstjenestens ophør. Dette gælder også, selvom du fortsat er ansat i rederiet.
Sygedagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af egen sygdom eller tilskadekomst.
Hvis din arbejdsgiveren ikke betaler sygehyre, betaler denne sygedagpengene til dig. Betingelsen for at modtage sygedagpenge fra din arbejdsgiver er, at du før fraværet har været ansat uafbrudt i 8 uger hos den pågældende arbejdsgiver og i denne periode har arbejdet mindst 74 timer.
Hvis din arbejdsgiver ikke betaler hverken sygehyre eller sygedagpenge til dig, betaler Søfartsstyrelsen efter de første 30 dage sygedagpenge til dig i op til i alt 18 uger regnet fra første hele sygedag. Du har kun ret til sygedagpenge fra Søfartsstyrelsen, hvis du umiddelbart før sygdommens indtræden har haft 26 ugers beskæftigelse og sammenlagt har haft mindst 240 arbejdstimer, medmindre din sygdom skyldes en arbejdsskade.
Hvis du har været udsat for en arbejdsskade og stadig er uarbejdsdygtig 18 uger efter skaden, kan den periode hvori sygedagpenge udbetales forlænges, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om dit eventuelle erhvervsevnetab. Ved arbejdsskader stilles der ikke krav om 26 ugers og mindst 240 arbejdstimers forudgående beskæftigelse.
Har du bopæl i Danmark, overgår pligten til at betale sygedagpenge senest efter 18 uger til din opholdskommune. Har du bopæl i et andet EU/EØS-land, overgår dagpengeudbetalingen til din arbejdsgivers hjemkommune. Har du bopæl uden for EU/EØS, ophører sygedagpengeretten ved udløbet af 18 ugers perioden, medmindre der er tale om en arbejdsskade. Hvis du har været udsat for en arbejdsskade og bor uden for EU/EØS, vil Søfartsstyrelsen efter udløbet af de 18 uger fortsat udbetale sygedagpenge til dig, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om dit eventuelle erhvervsevnetab.
Sygdom efter tjenesteforholdets ophør
Har du bopæl i Danmark, og bliver du efter tjenesteforholdets ophør syg i Danmark, er du omfattet af den offentlige sygesikring. Det samme gælder, hvis du arbejder på et skib, som udelukkende sejler i indenrigsfart.
Opholder du dig efter tjenesteforholdets ophør i udlandet, har du ret til sygesikringsydelser, hvis du inden for de seneste to uger har været tjenestegørende på et dansk skib, medmindre du efter skibstjenestens ophør har fået andet arbejde.
Din ægtefælle og dine børn under 18 år, som måtte være med dig om bord på skibet, har normalt samme rettigheder som dig.
Sygesikringsydelserne omfatter blandt andet lægehjælp, sygehusbehandling, medicin og tandbehandlinger svarende til dem, som der ydes tilskud til efter de almindelige regler i Danmark. Tilskuddet til tandbehandlinger er på 50 %.
Du har ret til sygesikringsydelser i op til 18 uger regnet fra første hele sygedag eller fra den dag, hvor behandlingen (fx tandbehandling) påbegyndes.
Du kan læse mere om de sociale sikringsordninger for søfarende på vores hjemmeside
Pension - Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)
For at være berettiget til en pension fra ATP Livslang Pension skal du have indbetalt bidrag til pensionsordningen. Det er arbejdsgiver, som er ansvarlig for, at der bliver indbetalt. Du har selv ansvaret for at kontrollere, om der er indbetalt korrekt. De indbetalte bidrag fremgår af din årsopgørelse fra SKAT i Danmark og linket nedenfor.
ATP Livslang Pension kan udbetales, når du når din folkepensionsalder. Hvis du er medlem og bor i udlandet, skal du selv søge om at få udbetalt din pension. Dog orienterer ATP ca. 3 måneder før, at du når folkepensionsalderen, dig om den optjente pensionsret, hvis din adresse er registreret i Folkeregisteret eller hos ATP.
Som udgangspunkt udbetales ATP Livslang Pension som en månedlig pension resten af livet. Dog udbetales pensionen som et engangsbeløb, hvis den løbende pension udgør 2.500 kr. eller derunder om året. Pensionen udbetales til din Nemkonto. Hvis du ikke har en Nemkonto, skal du anvise en anden konto, hvortil pensionen kan udbetales. Du skal selv betale de meromkostninger, som er forbundet med overførslen til en konto i et kreditinstitut i udlandet.
Ved et medlems dødsfald kan der udbetales et engangsbeløb til en eventuel efterlevende ægtefælle eller samlever og eventuelle børn under 21 år, når visse betingelser er opfyldte.
Yderligere oplysninger om udbetaling af ATP Livslang Pension.
Gravide søfarende og barsel
Er du gravid, kan du kræve at fratræde skibstjenesten, når det ved en lægeerklæring dokumenteres, at du er gravid, og at det ikke er forsvarligt, at du fortsætter i din stilling om bord. Det samme er tilfældet, når det af hensyn til dig selv, den forestående fødsel eller barnet må anses for påkrævet, at arbejdet ophører.
Hvis du ikke har mulighed for regelmæssigt at få fornødent lægetilsyn ved fortsat arbejde om bord, kan du kræve at fratræde tjenesten efter udløbet af 4. svangerskabsmåned.
Efter udløbet af 6. svangerskabsmåned kan du altid kræve at fratræde tjenesten om bord på skibet.
Bliver du under tjenesten klar over, at du er gravid, skal skibsføreren give dig mulighed for at søge læge for nødvendig svangerskabskontrol i den første havn, hvor dette kan ske. Din arbejdsgiver skal udbetale dagpenge, hvis du er fraværende på grund af forebyggende graviditetsundersøgelser.
Din arbejdsgiver eller skibsføreren må ikke opsige eller afskedige dig, fordi du er gravid. Skibsføreren skal dog fritage dig fra tjeneste om bord og sørge for din fratræden, når du som følge af graviditet bliver ude af stand til at varetage din tjeneste.
Du har ret til at få udbetalt hyre fra din arbejdsgiver, hvis du er gravid ved tjenestens ophør, dog højst i to måneder. Hvis din tjenesteaftale er tidsbegrænset, kan rederens pligt til at betale hyre ikke strækkes ud over det tidspunkt, hvor ansættelsesforholdet i henhold til aftalen ophører.
Når du har bopæl i Danmark og samtidig opholder dig i landet, udbetales barselsdagpenge af Udbetaling Danmark efter barselslovens regler. Det gælder også, hvis du sejler på skibe, som udelukkende sejler i indenrigsfart.
Opholder du dig derimod i udlandet, har du ret til barselsdagpenge fra Søfartsstyrelsen fra det tidspunkt, hvor der skønnes at være 4 uger til fødslen og i 10 uger efter fødslen. Herefter har du ret til barselsdagpenge i yderligere 9 uger efter udløbet af den 10. uge efter fødslen. De 9 uger skal holdes inden udgangen af 28 uger efter barnets fødsel. Retten er betinget af, at du har været tilknyttet det danske arbejdsmarked i de seneste 13 uger før fraværets begyndelse og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer.
Hvis din tjeneste ophører på grund af graviditet, har du krav på fri rejse til din bopæl i Danmark.
Du kan læse mere om graviditets- og barselsorlov på vores hjemmeside
Far/medmor og barsel
Hvis du skal være far/medmor, og opholder dig i udlandet, har du ret til barselsdagpenge i forbindelse med fødslen i 2 uger, betinget af at du indenfor de seneste 14 dage har været tjenestegørende ombord på et dansk handelsskib.
Herefter har du ret til barselsdagpenge i yderligere 9 uger efter udløbet af den 10. uge efter fødslen. De 9 uger skal holdes inden udgangen af 28 uger efter barnets fødsel.
Retten er også betinget af, at du har været tilknyttet det danske arbejdsmarked i de seneste 13 uger før fraværets begyndelse og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer.
Hvis dit barn er indlagt på sygehus, kan den periode, hvor der er ret til barselsdagpenge, forlænges eller udsættes.
Du kan læse mere om graviditets- og barselsorlov på vores hjemmeside