Ballastvand

Formålet med ballastvandkonventionen, som trådte i kraft den 8. september 2017, er at forhindre indførelsen af invasive arter fra skibes ballastvand.

Implementering

Kravene til udskiftning af ballastvand, dvs. den såkaldte D-1-standard, der kræver udskiftning af ballastvand på åbent hav, er trådt i kraft (Læs vejledning om udskiftning og behandling af ballastvand). Kravene til rensning af ballastvand derimod, dvs. den såkaldte D-2-standard, der kræver installation af behandlingsanlæg, træder i kraft på følgende måde: Eksisterende skibe med fornyelsessyn i perioden 8. september 2017 til 8. september 2019 skal først have installeret behandlingsanlæg i perioden 8. september 2022 til 8. september 2024, og skibe under 400 BT skal opfylde D-2-kravene senest 8. september 2024.

Undtagelser

Det dansk udviklede koncept kaldet "Same Risk Area" er nu blevet godkendt i IMO, og det er besluttet, at konceptet kan bruges allerede nu. Det betyder, at man i stedet for at udarbejde en risikovurdering per skibsrute kan udarbejde en risikovurdering for mindre havområder (efter enighed blandt myndighederne i alle de berørte lande); dette vil være betydeligt enklere at håndtere for både redere og myndigheder.

Typegodkendelse

Systemer til rensning af ballastvand typegodkendes efter en IMO-vejledning (G8), og for skibe, der sejler til USA, typegodkendes de efter en USCG-procedure. Systemer til behandling af ballastvand, der er godkendt senest den 28. oktober 2018 efter G8, kan installeres om bord på skibe inden den 28. oktober 2020. Koden for godkendelse af anlæg til behandling af ballastvand (BWMS-koden) skal anvendes for typegodkendelser senest efter 28. oktober 2018, og efter 28. oktober 2020 skal anlæg, der installeres om bord på skibe, være godkendt efter koden.

Det videre arbejde i IMO – Experience Building Phase

Arbejdet med at fremtidssikre konventionen er påbegyndt, og i 2022 forventes der at kunne vedtages en revideret tekst baseret på erfaringsindsamling.