De konkrete emner tages typisk op efter forslag fra enkeltlande, der ønsker at fremme en bestemt sag. Det er blandt andet på denne måde, Danmark kan påvirke den internationale regulering.
Størstedelen af arbejdet foregår i de tekniske komitéer og underkomitéer. Særligt vigtige set med danske øjne er Søsikkerhedskomitéen (MSC) og Miljøbeskyttelseskomitéen (MEPC), men Søfartsstyrelsen arbejder målrettet for at styrke danske mærkesager i alle komitéer og underkomitéer.
På det strategiske niveau udstikkes retningen for IMO's arbejde af Council og Assembly.
Council er det ledende organ i IMO, som løbende prioriterer og koordinerer arbejdet. Council består af 40 medlemslande, som dermed har særligt stor indflydelse på IMO's arbejde. Derfor er det en høj prioritet for Danmark at blive valgt som medlem af Council, hvilket sker hvert 2. år.
IMO's højeste beslutningsorgan er Assembly, som består af samtlige medlemslande. Assembly vedtager resolutioner og godkender IMO's overordnede strategiske retning og budget. Desuden er det her, Council vælges.
Du kan også læse meget mere om de forskellige organers rolle og arbejde på IMO's egen hjemmeside.