En transportør, der udfører erhvervsmæssig passagertransport, kan f.eks. være et færgeselskab, som sejler med passagerer mod betaling. Det kan også dreje sig om et hotel, der som en del af hotelydelsen tilbyder sejlads til og fra hotellet. Efter lovgivningen anses skolers sejlads med elever også for at være erhvervsmæssig passagertransport. Modsat foreligger der ikke-erhvervsmæssig passagertransport, hvis f.eks. en ejer af en sejlbåd sejler med sin familie uden betaling.
Passageransvaret med tilhørende forsikringspligt påhviler den transportør, der reelt udfører en erhvervsmæssig passagertransport. Transportøren har derfor passageransvar, uanset om transporten udføres med eget skib eller med et lejet, lånt eller leaset skib. Omvendt ligger passageransvaret med tilhørende forsikringspligt ikke på den, der blot udlejer, udlåner eller leaser et skib til en anden uden selv at føre det eller stille en skibsfører til rådighed.
Omfanget af transportørens ansvar afhænger af, om skader på passagerer og deres bagage skyldes søulykker eller andre ulykker end søulykker.