Reglerne er beskrevet i søvejsreglerne, hvor det specifikt er anført i
- regel 2 omkring ansvar, at ved fortolkningen og overholdelsen af søvejsreglerne, skal der tages behørigt hensyn til alle farer ved sejladsen og for sammenstød.
- regel 5 omkring udkig, at i ethvert skib skal der altid holdes behørig udkig såvel ved brug af syn og hørelse som ved brug af alle forhåndenværende midler, der er hensigtsmæssige under de foreliggende omstændigheder og forhold, således at der kan foretages en fuldstændig vurdering af situationen og af faren for sammenstød.
Herudover gælder der også regler om at gå vagt. De er beskrevet i ”Bekendtgørelse nr. 1758 af 22/12 2006 om vagthold i skibe”, også kaldet vagtholdsbekendtgørelsen.
Vagtholdsbekendtgørelsen gælder for både store og små skibe, men i bekendtgørelsens §4 anføres det, at i mindre fiskeskibe og i andre mindre skibe og fartøjer, i hvilke indretning, anvendelse eller besætningens størrelse og sammensætning medfører, at vagtholdsbestemmelserne ikke fuldt ud kan, eller med rimelighed bør, opfyldes, skal disse følges i den udstrækning, som forholdene tilsiger det.
Specifikt omkring udkig, er der i bekendtgørelsens bilag 1, punkt 13-16 bl.a. anført i
- punkt 13, at behørig udkig skal opretholdes i overensstemmelse med regel 5 i De Internationale Søvejsregler.
- punkt 14, at udkiggen skal kunne anvende sin fulde opmærksomhed på at holde behørig udkig og må ikke påtage sig eller sættes til andet arbejde, som vil kunne gribe forstyrrende ind i dette hverv.
- punkt 15, at små skibe hvor der fra styrepladsen er uhindret udsyn hele horisonten rundt, og der ikke foreligger muligheder for blænding eller anden hindring for at holde behørig udkig, er fritaget fra reglen om, at udkigstjeneste og rortjeneste er adskilte hverv.
- Punkt 16, at føreren skal tage hensyn til alle relevante faktorer til at sikre opretholdelse af behørig udkig.