Yachtskipperbevis

For at føre større fritidsfartøjer mellem 15 og 24 meter kræves sønæringsbevis som Yachtskipper af 3. eller 1. grad, afhængig af hvilket område du ønsker at sejle i​​​​​​​.

Yachtskipper af 3. grad giver dig ret til at være styrmand på fritidsfartøjer i fart på alle have og ret til at føre fritidsfartøjer på op til 24 meter i Østersøen og Nordsøen, omkring de Britiske Øer, Norge, Færøerne og langs Grønlands kyster.

Gyldigt sønæringsbevis som Yachtskipper giver desuden ret til at føre speedbåd, og med sønæringsbeviset behøver man ikke også at have speedbådsbevis.

Hvilke beviskrav der er til større fritidsfartøjer mellem 15 og 24 meter, er fastsat i lov om skibes besætning.

Læs mere om dette

Digitalt sønæringsbevis

Sønæringsbeviser er nu fuldt digitale, det gælder også Yachtskipper 3. og 1. grad.

Beviser udstedt efter d. 4 december 2024 er digitale og kan derfor vises frem via My Maritime app og vores selvbetjening, som dokumentation overfor eks. Politiet på vandet.

Hvordan opnår man et yachtskipperbevis af 3. grad?

Du opnår yachtskipper af 3. grad ved at bestå prøven til yachtskipper af 3. grad. Der er krav om, at du har bestået den teoretiske og praktiske duelighedsprøve for fritidssejlere, før du kan aflægge yachtskipperprøve. Bemærk at speedbådsprøven ikke er adgangsgivende for den praktiske del.

Prøven skal fastslå, at du kan fungere sikkerhedsmæssigt forsvarligt som fører af større fritidsfartøjer i henhold til lov om skibes besætning og varetage sikkerheden for skibet, og omfatter bl.a. søvejsregler, vagthold, navigation, sømandskab, meteorologi, søret, sikkerhed til søs, risikovurdering, forebyggelse og bekæmpelse af brand samt beskyttelse af havmiljøet.

Du kan få undervisning i sejlklubber og på aftenskoler, og de godkendte udbydere afholder prøven. Du skal derfor kontakte en godkendt udbyder for at blive indstillet til prøven. Spørgsmål vedrørende yachtskipperprøve og uddannelse rettes til de godkendte udbydere.

Hvordan opnår man et yachtskipperbevis af 1. grad?

Yachtskipper af 1. grad giver dig ret til at føre fritidsfartøjer på op til 24 meter i fart på alle have.

Du opnår yachtskipper af 1. grad ved at bestå prøven til yachtskipper af 1. grad.

Derudover er der krav om enten:

  • 6 måneders fartstid i fritidsfartøjer mellem 15 og 24 meter, som yachtskipper af 3. grad,
    eller
  • 6 måneders fartstid i fritidsfartøjer mellem 10 og 15 meter, samt fundet egnet ved en realkompetencevurdering hos en godkendt udbyder

Prøven skal fastslå, at du kan fungere sikkerhedsmæssigt forsvarligt som fører af større fritidsfartøjer i henhold til lov om skibes besætning og skal kunne varetage sikkerheden for skibet, herunder navigere og planlægge sejladser på alle have, og omfatter bl.a. international navigation, sømandskab, kommunikation, meteorologi og sundhedslære.

Du kan få undervisning i sejlklubber og på aftenskoler, og de godkendte udbydere afholder prøven. Du skal derfor kontakte en godkendt udbyder for at blive indstillet til prøven. Spørgsmål vedrørende yachtskipperprøve og uddannelse rettes til de godkendte udbydere. 

Sønæringsbevis som yachtskipper

Til din ansøgning om sønæringsbevis skal du have en gyldig syns- og høreprøveattest for fritidssejlere. Kun godkendte søfartslæger​ kan udstede syns- og høreprøveattest for fritidssejlere, alternativt en dansk speciallæge i oftalmologi.

Når du har bestået din yachtskippereksamen, har en gyldig syns- og høreprøve, kan du søge om sønæringsbevis som yachtskipper af 3. eller 1. grad hos Søfartsstyrelsen.

Når du søger, skal du have dit MitID og betalingskort klar. Et bevis koster 855 kroner.

Søg om sønæringsbevis