Fiskere

Der er forskel på reglerne for fiskere og fiskeriet, i forhold til søfarende i handelsflåden.
På denne side finder du ud af forskellene, og hvad du som fisker, skal være særligt opmærksom på.

Du skal huske at ansøge om dine beviser online

Du skal være opmærksom på, at dit eksamensbevis ikke er gyldigt til sejlads og dit sønæringsbevis ikke bliver udstedt automatisk.

Derfor skal du huske, at ansøge om beviser online. Det gælder dit første bevis, derefter også fornyelse, opgradering, generhvervelse, eller hvis dit bevis er bortkommet.

Før du søger, skal du huske at registrere og dokumentere din fartstid, i vores selvbetjening eller My Maritime app. Du finder vejledning til dette, her på siden.

Når du søger, skal du have dit MitID og betalingskort/MobilePay klar. Et bevis koster 855 kroner.

Gå til selvbetjening

Med dit blå bevis kan du sejle på dækket som erhvervsfisker. Du kan også sejle som fører af fiskeskibe op til 9 meters længde.

Hvis du skal være styrmand i fiskeskibe over 9 meters længde, kræves som minimum bevis som bedstemand i fiskeskibe.

Med bevis som bedstemand i fiskeskibe, kan du som udgangspunkt være styrmand i fiskeskibe op til 24 meters længde, i nærfart, samt fører af fiskeskibe op til 15 meters længde.

Hvis du skal være fiskeskipper, er fartstid som bedstemand kvalificerende, du skal derfor huske at få udstedt et sønæringsbevis som bedstemand i fiskeskibe, og registrere din fartstid.

Derudover giver dit blå bevis, suppleret med STCW-kursus i grundlæggende søsikkerhed og brandbekæmpelse i skibe, samt gyldigt sundhedsbevis, ret til at mønstre som ubefaren skibsassistent i handelsskibe.
Vi anbefaler her, at du søger om kvalifikationsbevis som ubefaren skibsassistent.

For at kunne få udstedt et sønæringsbevis, skal du være i besiddelse af et gyldigt Sundhedsbevis, hvor du er blevet erklæret egnet til skibstjeneste. Navigatører skal desuden være skikket til udkig.

Du finder den nærmeste godkendte søfartslæge her

Udenlandske Sundhedsbeviser accepteres fra lande der har implementeret STCW-konventionen og ratificeret MLC.

Når du har bestået din eksamen på en af de godkendte uddannelsesinstitutioner, skal du søge om dit bevis her.

Her kan du se, hvilket sønæringsbevis din uddannelse fører til. Vores selvbetjening og app vil også hjælpe dig, ved at anbefale dig beviser baseret på din uddannelse.
Herunder kan du se den højeste grad af bevis, der kan opnås på baggrund af din uddannelse.

Det første sønæringsbevis, skal være udstedt senest 5 år efter udstedt eksamensbevis.

Eksamensbevis Første sønæringsbevis Højeste grad af sønæringsbevis
Blå bevis (erhvervsfisker) Bedstemand i fiskeskibe Bedstemand i fiskeskibe
Fiskeskippereksamen af 1. grad Styrmand af 1. grad i fiskeskibe Fiskeskipper af 1. grad
Fiskeskippereksamen af 3. grad Styrmand af 3. grad i fiskeskibe Fiskeskipper af 3. grad

LRC-bevis har ingen udløbsdato og skal derfor ikke fornyes. Certifikatet bruges udelukkende i fiskeskibe.

Du kan søge om, at få udstedt beviset efter bestået eksamen som erhvervsfisker/fiskeskipper.

Læs mere om radiobeviser her

Du skal have et særskilt kvalifikationsbevis i motorpasning, hvis du skal bestride en stilling hvor dette bevis er krævet.

Vær opmærksom på, at du kan undlade særskilt bevis, hvis motorpasning indgår i dit bevis som styrmand/fiskekipper, se herunder:

Duelighedsbevis i motorpasning påtegnes automatisk sønæringsbeviser som Styrmand af 3. og 1. grad i fiskeskibe og Fiskeskipper af 3. og 1. grad. 

På sønæringsbevis som Bedstemand i fiskeskibe, kan duelighedsbevis i motorpasning påtegnes, når bevis for bestået prøve indsendes sammen med ansøgningen til sønæringsbeviset.

Hvis du har Duelighedsbevis i motorpasning som påtegning på sønæringsbevis, skal du være opmærksom på, at det kun er gyldigt indtil det pågældende bevis udløber. Husk derfor at forny dine beviser.

Har du Duelighedsbevis i motorpasning som særskilt bevis, har det ikke udløb.

Før du søger om bevis, skal du huske at registrere og dokumentere din fartstid i vores selvbetjening eller app.

Du har flere muligheder, men fælles for dem er, at du ikke selv må underskrive din fartstidserklæring/søfartsbog.

  • Du har mulighed for at indhente en digital fartstidserklæring fra din arbejdsgiver, direkte fra selvbetjening og app
    • På denne måde kan din fartstid blive dokumenteret og godkendt, allerede inden du søger om bevis
  • Du kan uploade kopi/billede af søfartsbog.
  • Hvis du har din egen kutter og ikke har en arbejdsgiver, kan du også indsende dokumentation i form af en fartstidsopgørelse fra din revisor.
    • Opgørelsen skal indeholde stillingsbetegnelse, skibsnavn/kendingsbogstaver og periode for fartstidsopgørelsen.
  • Alternativt til revisor, kan du få havnefogeden eller en anden uvildig person til at underskrive din fartstidserklæring.

Her kan du læse mere om fartstid samt finde vejledninger til, hvordan du registrerer din fartstid

Fornyelse af sønæringsbeviser kræver mindst 12 måneders fartstid inden for de seneste 5 år, eller 3 måneder inden for de seneste 6 måneder.
Fartstiden skal være i fiskeskibe og i en kvalificerende stilling til vedligeholdelse af dit bevis.

De fleste sønærings- og kvalifikationsbeviser udløber 5 år efter udstedelse. Udløbsdatoen står på beviset.

Du skal huske at søge om fornyelse af dine beviser inden de udløber. Vi sender påmindelser to gange inden udløb af dit bevis, via Digital Post.
Du får også notifikationer samtidig i vores My Maritime app, og du kan altid se status på dine beviser i selvbetjening og app.

Det er altid dit ansvar at dine beviser er gyldige. Det er ulovligt at gøre tjeneste uden gyldige beviser.
Overtrædelse kan medføre politianmeldelse og bødestraf.

For at få opgraderet dit bevis, kræver det fartstid i fiskeskibe.

Der er forskellige fartstidskrav alt efter typen af bevis

Før du søger om opgradering, skal du huske at registrere og dokumentere din fartstid i vores selvbetjening eller app.

Fartstidskravet er fastsat i sønæringsbekendtgørelsen

Hvis du som fisker, ønsker at skifte karriere til handelsflåden, kan din fartstid i fiskeskibe anerkendes i forbindelse med overgangen og udstedelse af første sønæringsbevis som navigatør til handelsflåden.

Der kræves, at der er bestået enten duelighedsprøve, kyst- eller sætteskippereksamen, og fartstid i fiskeskibe kan bruges til udstedelse af eksamensbevis.

Derudover skal din fartstid i fiskeskibe, som udgangspunkt, være erhvervet i fiskeskibe over 20BT.

Til senere opgradering af bevis til kyst- eller sætteskipper, kræves fartstid i handelsskibe, som beskrevet i sønæringsbekendtgørelsen §§12 & 13

Kontakt os, hvis du har spørgsmål til dette, på bevis@dma.dk.

Der er ikke krav om genopfriskning af grundlæggende søsikkerhed og brandbekæmpelse i skibe for fiskere.

Du skal kunne dokumentere gennemførsel af kurserne indenfor 5 år i disse situationer:

  • Hvis du skal generhverve et bevis, der er udløbet
  • Hvis du skal skifte fra fiskeri til handelsflåden

Hvis du ikke opfylder kravene til fornyelse, eller er dit bevis udløbet, skal du generhverve dine beviser.

Vi har i øjeblikket en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 5 hverdage, men husk altid at søge i god tid.

Efter ansøgning modtager du en e-mail med kvittering for din betaling, bekræftelse på at ansøgningen er modtaget og dit sagsnummer.

Hvis du har spørgsmål eller skal sende yderligere dokumentation til din sag, kan du besvare den e-mail, du har modtaget med dit sagsnummer.

Du kan også til enhver tid, følge status på dine ansøgninger, i vores selvbetjening og app.

MY MARITIME for søfarende... og fiskere!

Med My Maritime har du alle funktioner ved hånden, når du er på farten og alle dine data og fartstid samlet ét sted.

 

 

Kontakt

Beviser
Søfarende og certifikater