Om måling og målebreve

Oplysninger om måling og målebreve på danske skibe

Skibe på og over 24 meter i længde

De skal måles efter den internationale konvention om måling af skibe (1969).
Ved bestemmelse om skibet er over eller under 24 m. benyttes ”Længde (1969 -konvention)”.

Disse skibe skal forsynes med et internationalt målebrev.

Tonnagerne angives uden decimal og uden benævnelse (altid kun BT).

Dimensionerne angives med 2 decimaler og i meter.

Skibe bygget før 18-07-1994 og som ikke er ombygget eller ommålt efter ejerens ønske, kan have en BRT stående på bagsiden. Denne BRT er regeldannende, hvor andet ikke udtrykkeligt er angivet.

Skibe (undtagen fiskeskibe) med længde u. 24 meter

De måles efter bekendtgørelse nr. 845 af 1998 om måling af mindre skibe.

Disse skibe skal forsynes med et nationalt målebrev.

Tonnagerne angives med 1 decimal og uden benævnelse.

Dimensionerne angives med 2 decimaler og i meter.

Skibe målt efter tidligere gældende regler og som ikke er ombygget eller ommålt efter ejerens ønske, må bevare eksisterende målinger på målebrevet.

Fiskeskibe (ikke grønlandske) med længde u. 24 meter

De måles efter bekendtgørelse nr. 846 af 1998 om måling af mindre fiskeskibe (EU).

Disse skibe skal forsynes med et nationalt målebrev.

Tonnagerne angives med 1 decimal og uden benævnelse (altid kun BT).

Dimensionerne angives med 2 decimaler og i meter.

Skibe bygget før 01-01-1999 og som ikke er ombygget eller ommålt efter ejerens ønske, kan have en BRT stående på bagsiden, som benyttes til bestemmelse af skibets synsmæssige status, hvor andet ikke udtrykkeligt er angivet.

Grønlandske fiskeskibe med en længde u. 24 meter

De måles stadig efter bekendtgørelse nr. 620 af 1992 om måling af mindre skibe (ikke EU).
Bemærk, at denne bekendtgørelse stadig er i kraft for Grønland ved kongelig forordning på trods af, at den er ophævet.

Disse skibe skal forsynes med et nationalt målebrev.

Tonnagerne angives med 1 decimal og uden benævnelse.

Dimensionerne angives med 2 decimaler og i meter.

Skibe målt efter tidligere gældende regler og som ikke er ombygget eller ommålt efter ejerens ønske, må bevare eksisterende målinger på målebrevet.

Fritidsfartøjer

Fritidsfartøjer måles på samme måde som erhvervsfartøjer af samme størrelse.

Målebreve

Målebreve udstedt af andre end Søfartsstyrelsen må ikke være forsynet med rigsvåbenet, men med eget logo.

Den der har udstedt målebrevet skal være autoriseret af Søfartsstyrelsen (Klassifikationsselskaberne er autoriseret gennem ”klasseaftalen”). Dem der er autoriseret og skabeloner til målebreve kan findes på Søfartsstyrelsens hjemmeside.

Er fartøjet målt som et åbent fartøj skal dette angivet på bagsiden af målebrevet (skibe under 24 meter).

Gamle tonnagemål som kan benyttes til at bestemme synsmæssige krav angives på målebrevets bagside.

Oplysninger som kan medvirke til, at identificere skibet skal ligeledes angives på målebrevets bagside.

Definitioner

  • Længden (LOA) er afstanden i lige linje mellem det forreste punkt på forstævnen og det agterste punkt på agterstævnen.
  • Længden (L1) (bekendtgørelse om måling af mindre skibe) defineres som Længden målt fra forkant af klædningens skæring med oversiden af dækket ved forstævnen til agterkant af klædningens skæring ved agterstævnen.
  • Længde (1969 - konvention): 96% af den totale længde målt på en vandlinje, som ligger 85% af den mindste dybde over kølens overkant, eller længden fra forstavnens forkant til rorstammens midte på nævnte vandlinje, såfremt denne længde er større.
  • Bredde (B) er skibets største bredde udvendig på klædning ved dækkets overside eller derunder.

Dimensionstallet

  • Dimensionstallet = LOA x B (fiskeskibe).
  • Dimensionstallet = L1 x B (andre erhvervsskibe).

Dimensionstallet angives kun på målebreve til skibe under 24 - og med 2 decimaler.

Kontakt

Sikre Skibe