Digitalt Skibsregister 1 år efter start

Det Digitale Skibsregister blev sat i drift den 16. januar 2023. Siden da har det været muligt for enhver at logge ind med MitID og foretage anmeldelser til Skibsregistret via løsningen.

Skibsregistret vil gerne kvittere for vore kunders positive tilgang til det nye system. Der er i løbet af året blev lavet en del justeringer og rettelser af systemet, hvilket ofte er begyndt med en kundes feedback om en konkret udfordring.

Det Digitale Skibsregister (DSRG) blev sat i drift den 16. januar 2023. Samtidig trådte ny lovgivning om skibsregistrering i kraft.
Det drejer sig både om ændringer af søloven Søloven og nye bekendtgørelser om skibsregistrering.
Der er nu én samlet bekendtgørelse om skibsregistrering for skibe med hjemsted i Danmark og en lignende bekendtgørelse for skibe med hjemsted i Grønland.

Det betyder også, at forskellige sølovsændringer vedtaget gennem tiden siden 2006 som sigter mod digitalisering, nu er trådt i kraft.

Alle anmeldelser, som er sket fra og med den 16. januar 2023, vil få anmeldelsestidspunkt på klokkeslæt.
Alle anmeldelser før den 16. januar 2023 beholder det anmeldelsestidspunkt på dato, som dokumentet fik ved modtagelsen i Skibsregistret.

Se introduktionsvideoen herunder, som giver en rundvisning i Digitalt Skibsregister.

 

 

Den som starter en anmeldelse ved at logge ind med MitID på shipregistration.dma.dk kaldes ”anmelder”. Anmelder skal lægge alle de påkrævede oplysninger ind i systemet. Når anmeldelsen er færdig, skal anmeldelsen underskrives af de relevante parter. Det sker ved, at anmelder i DSRG, sender en invitation, til hver af de som skal underskrive. De inviterede parter modtager så en invitation på e-mail, som de skal underskrive med MitID. Anmelder får en mail notifikation, når alle underskrifter er afgivet. Anmelder kan så fortsætte eller ekspedere anmeldelsen til Skibsregistret.

Helt overordnet er systemet bygget op i forskellige ”flows”. Det betyder, at du undervejs i anmeldelsen skal give nogle oplysninger, og afhængigt af de oplysninger/svar du giver, bliver du ført videre i flowet.

De forskellige flows afspejler, hvad det er der ønskes registreret. Afhængig af, hvad man vil anmelde, skal man så vælge det relevante flow. Der er således flow for pant, flow for rådighedsbegrænsninger og et flow, som både dækker matrikulære forhold og ejerrettigheder.

Der findes ikke et felt, som hedder matrikulære oplysninger. Matrikulære oplysninger findes dog stadig. Det er de oplysninger, som vises i den øverste firkant på siden, når et skib åbnes i DSRG., Selvbetjeningen. På samme måde står de matrikulære oplysninger som det øverste på visningen af Skibsbladet.

Når du starter en ny anmeldelse, bør du altid sikre dig, at der ikke ligger andre åbne anmeldelser om samme rettighed, som du selv har startet. Systemet fungerer enten ikke eller ikke optimalt, hvis der er flere åbne anmeldelser om det samme, samtidig. Derfor er vigtigt altid at afbryde en anmeldelse helt, hvis du går i gang med en ny magen . Hvis du mener at have brug for at anmelde noget, uanset en anden anmeldelse om det samme eksisterer, så kontakt skibsregistret.

Det er af IT sikkerhedsmæssige grunde ikke muligt at gå ”tilbage” til et tidligere trin i et flow/ anmeldelse. Hvis du har brug for at ændre noget, i et flow trin, du har færdiggjort, så skal du afbryde anmeldelsen helt. Det gør du ved at trykke på ”Afbryd” og så på ”Afbryd anmeldelsen helt”. Du kan så starte en ny anmeldelse.

Vær opmærksom på, at en anmeldelse først er anmeldt til registrering, når du som det sidste har trykket på knappen ”Anmod om registrering”.

Hvis du har trykket på ”Anmod om registrering” kan du stadig trække din anmeldelse tilbage, så længe din anmeldelse ikke er registreret. Du afbryder som beskrevet ovenfor ved at trykke på ” Afbryd” og dernæst på ”Afbryd anmeldelsen helt”.

Når en anmeldelse vedrører et ejeskifte, registrering af et skib i dansk register for første gang, genoptagelse af et skib eller ændring af skibets navn, hjemsted, havnekendingsnummer eller adresse - eller navneændring på skibets ejer eller befragter, så skal der udstedes et (nyt) nationalitetsbevis.

Hvis anmelder selv har foretaget anmeldelse i DSRG, så vil anmelder få en e-mail med et link, som gør det muligt at udstede nationalitetsbevis med de netop registrerede oplysninger. Det er vigtigt, at du straks sørger for at udstede nationalitetsbeviset, fordi det i enten fysisk eller digital form altid skal være tilgængeligt om bord på skibet.

Bemærk – første gang et skib registreres, så skal der i forbindelse med udstedelsen af nationalitetsbevis med tekst oplyses, hvor i skibets faste, indvendige konstruktion, at skibets kendingsbogstaver eller FTJ-nummer er påmærket på uudslettelig måde. Uden den oplysning kan nationalitetsbevis ikke udstedes.

Hvis Skibsregistret har foretaget den digitale anmeldelse, så sørger vi for at udstede beviset og sender et scan til anmelder med henblik på, at denne sørger for at formidle beviset til skibet. Beviset er tilgængeligt i selvbetjeningen for skibsreder, straks efter udstedelse.

Anmeldelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor en anmeldelse er sket i DSRG. For alle anmeldelser som indgives digitalt i systemet vedr. panterettigheder og rådighedsbegræsninger, er det det tidspunkt, hvor anmelder har trykket på knappen ”Anmod om registrering”.

For anmeldelser som anmeldes på papir, er anmeldelsestidspunktet, det tidspunkt, skibsregistret har anmeldt anmeldelsen i DSRG. Det vil sige, at anmeldelser på papir først får et anmeldelsestidspunkt, når anmeldelsen er registreret i systemet. Du kan læse mere om dette i bekendtgørelsen om skibsregistrering

Retsvirkningstidspunktet er det tidspunkt, hvor en registrering har retsvirkning fra. Det tidspunkt er for ejerskab, panterettigheder og rådighedsbegrænsninger anmeldelsestidspunktet, men retsvirkningstidspunktet indtræder først, når den givne rettighed er registreret.

Der er fastsat et andet retsvirkningstidspunkt for anmeldelser om hyppige registerskift, som efter registrering er det i anmeldelsen anførte klokkeslæt.

Registrering af et skib har retsvirkning fra registreringen.

Hvis skibsregistret afviser en anmeldelse fortabes det oprindeligt opnåede anmeldelsestidspunkt. Hvis derimod en anmeldelse kræves berigtiget, og berigtigelse sker, så fastholdes det oprindelige anmeldelsestidspunkt.

Retsvirkningstidspunktet er også afgørende for, fra hvilket tidspunkt en panterettighed eller en rådighedsbegrænsning kan opnå en given prioritetsstilling. Som noget nyt viser DSRG løbende en given rettigheds faktiske prioritetsstilling. Visningen på Skibsbladet er endvidere dynamisk således at den ændrer sig, hver gang der foretages andre registreringer, som påvirker en allerede registreret rettighed (opdateringen af visning på Skibsbladet er cirka. 5 minutter forsinket i forhold til registreringen). Hvis en given rettighed ikke vises med dynamisk prioritetsstilling, så skyldes det registreringer sket før digitaliseringen, og hvor tidligere tiders registreringer ikke har gjort det muligt digitalt at fastsætte den faktiske prioritetsstilling for en given rettighed. Det er alene panterettigheder og rådighedsbegrænsninger, som indgår i prioritetsordenen.

 

Der er enkelte anmeldelser, som ikke kan ske i Digitalt Skibsregister (DSRG). Det drejer sig om:

 

  1. Anmeldelse af hyppige registerskift, der som hidtil skal anmeldes på en S 22 blanket. Blanketten kan fortsat tilgås og underskrives med MitID og indsendes via Søfartsstyrelsens hjemmeside under blanketter. En sådan anmeldelse behandles manuelt : Registerskifte mellem DIS og DAS (S22)

  2. Anmeldelse af, at et anmeldelses-/registreringspligtigt skib, jf. Sølovens § 10, stk. 3, vil bliver registreret i et ikke-dansk register, jf. Sølovens § 17, stk. 5 – skal anmeldes til Skibsregistret. Dette kan gøres via ”Erklæring om dansk ejers registrering af skib under fremmed flag”. Blanketten kan tilgås og underskrives med MitID og indsendes via Søfartsstyrelsens hjemmeside under blanketter. En sådan anmeldelse behandles manuelt. 

  3. Anmeldelse af erhvervsskib til dansk register. Anmeldelse af erhvervsskib til dansk register Anmeldelsesskema erhvervsskibe til dansk flag (fælles anmeldelsesskema)
  4. Continous Synopsis blanketter (CSR blanketter) findes her:
    Continuous Synopsis Record blanketter (CSR-blanketter):
  5. Anmeldelse om fusion og fission af selskaber. Her bedes du kontakte Skibsregistret telefonisk eller pr. mail, så vi kan aftale fremgangsmåden for anmeldelse og dokumentation



 

 

Skibsregistret tilbyder i følgende situationer og særligt for de, som ikke ofte anmelder i DSRG at:

  1. Ændre skibets navn eller hjemsted på grundlag af en mail fra ejer eller rådgiver. Mailen sendes til srg@dma.dk

  2. Ændre anvendelse på et skib fra ”fiskeskib” til ”tidligere fiskeskib” eller fra en hvilken som helst anvendelse til fritidsskib på grundlag af en mail fra ejer eller rådgiver. Mailen sendes til srg@dma.dk

  3. Anmelde at et erhvervsskib med en BT på under 20 ikke længere anvendes erhvervsmæssigt på grundlag af en mail fra ejer eller rådgiver.
    Mailen sendes til srg@dma.dk Skibsregistret vil herefter udslette skibet, som ophørt med erhverv, såfremt der ikke er registreret hæftelser i det.
  1. Fuldmagter til brug for underskrift på anmeldelser i DSRG, med MitID, men kan af alle også anmeldes som et originalt papirdokument.
    En anmeldt fuldmagt kan trækkes tilbage i DSRG, Selvbetjeningsløsningen ved brug af MitID, men kan også trækkes tilbage uden om DSRG, Selvbetjeningsløsningen.
    De forskellige tilbagetrækningsmetoder indebærer dog et forskelligt retsvirkningstidspunkt for tilbagetrækningen.

  2. Anmeldelse af ejerskifte, når overdragelsen af skibet er sket mindst 30 dage før anmeldelsen i DSRG.
    Her er der ikke krav om at sælger, uanset denne har MitID, underskriver i DSRG, hvis skibsregistret i stedet modtager det af sælger originalt underskrevne skøde eller andet adkomst dokument.
    I forbindelse med ny ejers anmeldelse af ejerskiftet i DSRG, anses sælgers underskrift på skødet som en fuldmagt.
    Derfor laves anmeldelsen uden at invitere sælger til underskrift, men i stedet markeres i systemet, at der vedlægges fuldmagt.

    Alle ejerskifter, hvor sælger ikke er dansk, skal håndteres på samme måde, uanset, hvornår skødet/adkomstdokumentet er udstedt.

Det er kun muligt at signere med MitID i DSRG, da det er den eneste underskriftsform, som DSRG accepterer.

Informationen her vil blive opdateret, når andre digitale underskifter accepteres.

Skibsregistrator har af sikkerhedsmæssige hensyn valgt endnu ikke at tillade automatisk registrering af nogen anmeldelser.
Forventningen er, at der vil blive åbnet for automatisk registrering, når Skibsregistrator erfaringsmæssigt kan vurdere automatisk registrering som mulig.
Indtil da, vil registrering af alle digitale anmeldelser ske som manuelle registreringer foretaget af Skibsregistret.

Dog således, at anmeldelser om udlæg og arrest, som anmeldes af domstolene eller Gældsstyrelsen registreres automatisk straks ved anmeldelsen.

Digitalisering kan i nogle situationer give en stor sårbarhed, nemlig hvis blot et af flere systemer, der fungerer sammen bryder sammen. I sådanne situationer kan du henvende dig til skibsregisteret, hvis din ekspedition haster, og vi vil så hjælpe dig med vores via vores nødprocedurer.

Mulighed for forhåndsudtalelser om konkrete dokumenter i en konkret sammenhæng og aftale om et at gennemføre registrering på et bestemt tidspunkt.

Skibsregistret tilbyder som tidligere og uden beregning, at gennemgå konkrete dokumenter til brug for en registrering med henblik på at vurdere, om disse skønnes egnede i den konkrete situation. Det kan være et skøde, et pant, en fuldmagt, en notarpåtegnings ordlyd, opfyldelse af aktivitetsbetingelsen  mv. Du skal blot sende det konkrete dokument til os på en mail. Vi bestræber os på at svare hurtigt, men hvis du har brug for svar inden for en bestemt frist er det en god ide, at kontakte os på telefonen og straks få tildelt en kontaktperson. Du kan ringe til på 72196000 eller skrive på srg@dma.dk

Vær venligst opmærksom på, at der ikke er tale om en forhåndsgodkendelse. Da samtlige de nødvendige oplysninger/dokumenter typisk ikke er tilstede før på selve registreringstidspunktet, kan vi ikke udtale os med bindende virkning på forhånd.

På samme måde kan du efter omstændighederne, hvis du af kommercielle hensyn har behov for et fast registreringstidspunkt, aftale dette med os.

Når vi laver forhåndsudtalelser og aftaler forventer vi, at kunden i videst muligt omfang selv sørger for at koordinere mellem samtlige andre aktører, og at vi kun har kontakt med en person.

I helt ekstraordinære situation og efter de konkrete omstændigheder, kan der aftales registrering uden for normal åbningstid i Søfartsstyrelsen.

Med overgangen til Digitalt Skibsregister (DSRG) er al registrering af panterettigheder og ændringer til registrerede panterettigheder digital. Pante-dokumenter, som er anmeldt til registrering før den 16. januar 2023, vil blive dematerialiseret, når der fra og med den 16. januar 2023 1) anmeldes ændringer til dokumentet eller 2) dokumentet fremsendes alene med henblik på dematerialisering.

Skibsregistret vil så registrere en evt. anmeldt ændring og forsyne dokumentet med en registreringspåtegning herom. Derefter vil dokumentet blive dematerialiseret – det sker ved at dokumentet stemples som ”DEMATERIALISERET”, der gives dokumentet en påtegning om dematerialiseringen og at dokumentet nu alene eksisterer som et digitalt dokument.

Det originale, dematerialiserede pantedokument returneres til anmelder. Der kan straks efter dematerialiseringen anmeldes nye ændringer til det digitale dokumentet.

Bemærk at, når et ejerpantebrev dematerialiseres, så skal der anmeldes og registreres et underpant, såfremt der er behov for at sikre andre end udsteders ret i skibet. Før dematerialisering var sikringsakten rådighedsberøvelse evt. suppleret af en aftale om underpantsætning. Med indførelsen af digital skibsregistrering og digitale ejerpantebreve kan man ikke længere foretage rådighedsberøvelse. For digitale ejerpantebreve består sikring af evt. tredjemandsrettigheder i registrering af et underpant i det registrerede og digitalt eksisterende ejerpantebrev.

Det kan ses på skibsbladet for hvert registreret pant, hvorvidt pantedokumentet er et fysisk eller et digitalt dokument.  

På sigt vil der ikke længere eksistere fysiske pantedokumenter registreret i skibsregistret.

Anmeldelse af nye og ændringer til registrerede panterettigheder, som alene eksisterer digitalt skal ske i DSRG (Digitalt skibsregister) med digital signatur. Du anmelder et pant i DSRG ved at fremsøge og starte en anmeldelse i det relevante skib.

Du kan tilgå DSRG her 

Der er udarbejdet en række vejledninger, der nøje forklarer hvordan man kan anmelde nye, ændre eksisterende og udslette panterettigheder.

Vejledningerne findes i DSRG og du kan også finde dem her 

Kravet om digital anmeldelse og underskrift gælder ikke, hvis udsteder af dokumentet ikke kan få den nødvendige digitale MitID signatur.

Det bemærkes, at med vedtagelsen af Lov om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening er fysiske personer, som er fritaget fra Digital Post også fritaget fra at anmelde digitalt i DSRG. Anmeldelse sker så ved brug af originale fysiske dokumenter og blanketter.  

Det er muligt at give fuldmagt til en anden, som på vegne af den underskriftsberettigede kreditor/debitor eller udsteder med sit MitID kan underskrive anmodning om en registrering.

Hvis du på et tidspunkt skal bruge et fysisk dokument, som bevis for en digital panterettighed, kan du via DSRG betale, fx med dankort, for en udskrift af det aktuelt registrerede pantedokument. En sådan udskrift er også det eneste sted du kan læse de for dokumentet gældende særlige vilkår som fx hvilke låneaftaler et givet skadesløsbrev står til sikkerhed for, ændringer til de Almindelige betingelser fx om hvor når misligholdelse indtræder eller hvilke misligholdelsesbeføjelser der skal gælde. Prisen er 150 kr. for en udskrift. Udskriften er et digitalt verificerbart dokument, som digitalt kan sendes til apostillering hos Udenrigsministeriet, hvis det er brug for det.

Overgangen til digitale dokumenter har gjort det muligt, at registrere underpant i digitale ejerpantebreve med sikkerhed i skibe.

Underpant kan ikke anmeldes i DSRG før det ejerpantebrev, der gives underpant i, er digitalt, og det er registreret. Der kan således ikke samtidig anmeldes registrering af et ejerpant og et underpant. Anmeldelse af underpant skal afvente registrering af ejerpantet. Hvis det er helt afgørende, at sikre sig mod andre registreringer, før et underpant er registreret, kan det overvejes på forhånd at anmelde og få registreret en rådighedsindskrænkning i skibet.

Anmeldelse af underpant, ændring af underpant og udslettelse af underpant sker i selvbetjeningsløsningen i det dokument, underpantet skal registreres/ændres eller udslettes i. Vejledning om anmeldelse, registrering, ændringer og udslettelse af underpant findes her.

Modsat pantebreve og skadesløsbreve skal originale, fysiske ejerpantebreve registreret før overgangen til digital skibsregistrering indsendes til dematerialisering i skibsregistret senest 5 år efter overgangen til digital skibsregistrering, altså inden den 16. januar 2028. Hvis dokumentet ikke er indsendt til skibsregistret til dematerialisering inden fristens udløb, vil skibsregistret selv dematerialisere dokumentet uden det kræves fremlagt i original. Derefter er dokumentet et digitalt, registreret ejerpantebrev og nødvendige sikringsakter vil være de som gælder for digitale ejerpantebreve. Det gælder også hvis dematerialiseringen ikke fremgår af det fysiske dokument. Det fysiske dokument er ikke længere bærer af de rettigheder, som følger af registrering i skibsregistret af et fysik ejerpantebrev, det er derimod det digitale pantedokument.

 Hvis banker eller andre, som i dag holder større antal af pantedokumenter og som gerne vil opnå de fordele, som er forbundet med digitaliseret pant straks, er det muligt at indsende dokumenter alene med henblik på dematerialisering. Hvis der indsendes flere end 10 dokumenter, opfordrer skibsregistret til, at der på forhånd aftales et tidspunkt og omfang, således at ekspeditionen kan håndteres som en prioriteret, samlet opgave. Skriv gerne til srg@dma.dk

Efter overgangen til brug Digitalt Skibsregister (DSRG) i intern drift siden oktober 2021 gives alle nye fiskeskibe automatisk et havnekendingsnummer ved anmeldelsen om optagelse i DSRG.  

Hvis du gerne vil have et bestemt havnekendingsnummer til dit fiskeskib og nummeret passer til dit hjemsted og er ledigt, så kan du ved anmeldelse skrive i beskedfeltet i DSRG, hvilket nummer du gerne vil have. Du kan selv undersøge om det nummer, du gerne vil have, er ledigt. Det gør du ved at gå ind på skibsbladet, fremsøge skibe på grundlag af havnekendingsnummeret, du gerne vil have. Hvis intet skib vises efter søgning, betyder det, at havnekendingsnummeret er ledigt på søgetidspunktet, men det er ikke en garanti for, at det også er ledigt når registrering sker. Brugen af beskedfeltet indebærer, at den digitale anmeldelse behandles manuelt og at registrering må påregnes, at tage længere tid.

Hvis du fx sælger et fiskeskib og samtidig køber et nyt, kan du gøre registreringen af salget af det gamle skib betinget af, at registreringen af det nye skib, og af at havnekendingsnummeret fra det gamle skib overføres til det nye. Igen indebærer brugen af beskedfeltet, at den digitale anmeldelse behandles manuelt og at registrering må påregnes, at tage længere tid.

Kontakt

Skibsregistret